Denne hjemmeside benytter cookies for at sikre at kunne give dig den bedste brugeroplevelse. Cookie politik.

Kunstanmeldere

Birte Claire Højbergs billeder - et gådefuldt og sanseligt billedunivers
v. Lise-Lotte Blom, kunstkritiker, mag.art.

Motivisk
Birte Claire Højbergs billedverden består motivisk oftest af et menneske eller flere mennesker- set i naturen eller i et interiør. Af og til med et eller flere dyr. Mennesket eller menneskene (oftest en kvinde/kvinder og/eller nære familierelationer) skildres i samme billede både således at personen/personerne er set som en iagttager/iagttagere og på samme tid opfattet som et individ/individer, der bliver iagttaget.
Det er denne dobbelthed, der får billederne til at virke gådefulde på en meget spændende måde.Figurerne er malt med mange lette og sprøde penselstrøg, der giver figurerne megen volumen.

Farvemæssigt
Birte Claire Højberg anvender hovedsageligt varme rødlige og gyldne farver, kontrasteret af dybe, blålige nuancer kombineret med hvidgule accenter.
Billederne fra 1999 og frem til i dag viser en større og større forenkling af motivet. Også selvom der - af og til - ses flere personer på billederne. I en række af billederne ses figurerne malt med konturer. Konturerne bliver imidlertid næsten helt opløst igen, idet lette lyse penselstrøg ofte afslutter billedets figurers konturer.

En drømme-  og poesi-verden
Man fornemmer at en drømme- og poesi-verden kan være baggrund for motiv verdenen. Motiverne viderebehandles, og farverne blandes altid af kunstneren selv, dvs.. farverne anvendes aldrig direkte fra farvetuberne. Der opstår en meget fin farvesprødhed med en smuk dyb glød som et resultat af dette.

Kunsthistorisk videreførelse
Kunsthistorisk anskuet kan Birte Claire Højbergs billedkunst ses som en videreførelse af bl.a. Delacroix' s og Cezanne's billedsyn.
Den franske maler Eugene Delacroix (1798-1863) fik umådelig stor betydning for en række af impressionismens store skikkelser, så som Cezanne, Renoir, van Gogh og Seurat. Delacroix' s ideer kom tillige til at virke inspirerende på ekspressionismen i begyndelsen af det 20. århundrede. Det var Delacroix's farveteorier og hans betoning af oliemalingens stoflighed og udtryksbærende muligheder, der kom til at spille så stor en rolle.
I 1832 deltog Delacroix i en fransk delegations rejse til Algier og Marokko. Han hjembragte herfra talrige akvareller og skitser, der dannede grundlaget for en række senere oliemalerier. Således malede han i 1834 det berømte: Kvinderne fra Algier (olie på lærred, 180 x 229 cm., Louvre), et haremsbillede, der i sine fine farveharmonier understreger den sensuelle oplevelse af den islamiske verden. Billedet er et eksempel på den såkaldte: orientalisme.
Birte Claire Højberg har netop malet en række billeder af sensuelle kvinder med  dyb farveglød, og hvor billederne tillige har en rig stoflighed.

Citat fra kunstanmeldelse:
af Ragnhild Sørstrømmen, kunstanmelder

Birte Claire Højberg er kolorist. Hendes billedsprog er abstrakt. Hendes inspiration er verden rundt om hende. De daglige indtryk bliver bearbejdet i nattens drømme for så at manifestere sig på lærredet. Drømme og fantasier giver motiver til billederne. Figurer, mennesker og dyr er genkendelige elementer i billederne. Disse bliver sammenholdt af en abstrakt konturstreg, en streg, som er meget sart, men samtidig markant. Figurerne optræder i en ikke logisk rækkefølge, så en beskuer fornemmer fragmenter af den surrealistiske udtryksform.

Farverne har sin egen visuelle værdi, og hendes brug af farver er fascinerende, Hvert enkelt billede har en farve som overtone med indslag af andre primærfarver sat sammen i harmonisk komposition. Billederne er jævnt belyst, og fornemmer ikke, at noget skal i fokus frem for noget andet. Billederne er malet i en romantisk billedtradition. Materialerne er olie og acryl på lærred.